Søg Søg
Forside / Voksne og ældre / Vielse og skilsmisse / Separation og skilsmisse

Separation og skilsmisse

Der er en række forhold, som du skal være opmærksom på, hvis du skal separeres eller skilles. Her kan du læse om de vigtigste

Sådan søger du om separation og skilsmisse

Hvis du og din ægtefælle vil separeres eller skilles, skal I udfylde og indsende en såkaldt anmodning om henholdsvis separation eller skilsmisse. Anmodningen skal sendes til jeres lokale statsforvaltning i den region, hvor I bor.

Statsforvaltningen indkalder jer herefter til et møde - en såkaldt vilkårsforhandling - hvor en sagsbehandler fortæller jer om, hvad det indebærer at blive separeret eller skilt. For at bevillige separationen og siden en eventuel skilsmisse skal statsforvaltningen sikre sig, at I er enige om jeres fælles forhold. I skal være enige om, hvorvidt én af jer skal betale ægtefællebidrag til den anden, og hvis I bor i lejebolig, skal I være enige om, hvem der eventuelt skal blive boende og fortsætte lejemålet.

Hvis I er enige om det, er det muligt at fravælge vilkårsforhandlingen.

I kan normalt først blive skilt, når I har været separeret i seks måneder. I nogle tilfælde kan skilsmissen bevilliges, uden at I har været separeret først. Det er gratis at få behandlet en separationssag, mens det koster 500 kroner at få behandlet en sag om skilsmisse.

 

Hvad koster det at blive separeret eller skilt?

Det er gratis at få behandlet en separationssag, mens det koster 500 kroner at få behandlet en sag om skilsmisse i statsforvaltningerne.

Hvis I ikke kan blive enige om vilkårene for separationen eller skilsmissen og vælger at sende sagen videre til retten, skal I selv betale sagens omkostninger. Der er dog mulighed for at søge fri proces.

 

Hvad indebærer det at blive separeret og skilt?

Når I gifter jer med hinanden, indgår I en gensidig troskabspligt. Det vil sige, at I siger ja til at være tro over for hinanden. I får også som udgangspunkt det, der kaldes fælleseje eller formuefællesskab, hvilket betyder, at jeres formuer skal deles, hvis I senere bliver separeret eller skilt, og desuden arver I hinanden, hvis en af jer dør.

Når I bliver separeret eller skilt, gælder hverken den gensidige troskabspligt eller formuefællesskabet længere, og det betyder, at I skal dele de ting, I ejer. Når I bliver separeret, arver I heller ikke længere hinanden. I er dog stadig gift, selvom I er separeret, og det betyder, at I ikke kan gifte jer igen med en anden, før I er blevet skilt.

Separation forudsætter, at I flytter fra hinanden. I kan dog blive ved med at bo sammen i op mod 2-3 måneder, hvis årsagen er, at en af jer skal finde noget andet at bo i. Hvis I flytter sammen igen i separationstiden, gælder jeres separation ikke. Det vil sige, at den gensidige troskabspligt gælder igen, at I igen har fælleseje og at I igen arver hinanden, hvis en af jer dør.

 

”Skilsmisse” for ikke-gifte

Der findes ingen særlige regler for bodeling for papirløse forhold. Det betyder i princippet, at I tager det med, som I ejer, og at I hver især skal betale de penge, I eventuelt skylder væk.

Der er dog undtagelser, eksempelvis hvis I har købt en ejendom sammen, har købt ting sammen for et større beløb, eller hvis en af jer står som eneejer af en fast ejendom, som I begge to har boet i og bidraget til.

Hvis I bor i lejebolig og har boet sammen i mindst to år, har en af jer ret til at blive boende og overtage lejekontrakten. Hvis I ikke kan blive enige om, hvem der skal blive boende, kan retten afgøre, hvem der har mest behov for lejeboligen.

Der er ikke mulighed for at pålægge den ene at betale ægtefællesbidrag til den anden, når man har levet i et papirløst forhold. I skal desuden være opmærksomme på jeres pensionsordninger, gruppelivsforsikringer og ATP. Kontakt eventuelt jeres pensionsselskab og forsikringsselskab og hør nærmere.

 

Separation og skilsmisse i et registreret partnerskab

Hvis I ønsker at opløse jeres registrerede partnerskab, skal I udfylde en såkaldt ansøgning om separation eller skilsmisse for registreret partnerskab. Ansøgningen skal sendes til jeres lokale statsforvaltning i den region, hvor I bor.

Statsforvaltningen indkalder jer herefter til et møde - en såkaldt vilkårsforhandling - hvor en sagsbehandler fortæller jer om, hvad det indebærer at blive separeret eller skilt. For at bevillige separationen og siden en eventuel skilsmisse skal statsforvaltningen sikre sig, at I er enige om jeres fælles forhold. I skal være enige om, hvorvidt én af jer skal betale ægtefællebidrag til den anden, og hvis I bor i lejebolig, skal I være enige om, hvem der eventuelt skal blive boende og fortsætte lejemålet.

Hvis I er enige om det, er det muligt at fravælge vilkårsforhandlingen.

I kan normalt først blive skilt, når I har været separeret i seks måneder. I nogle tilfælde kan skilsmissen bevilliges, uden at I har været separeret først.

 

Hvis I er uenige

Statsforvaltningen kan kun bevillige separation eller skilsmisse, hvis I overordnet er enige om, at I vil separeres eller skilles. I skal også være enige om, hvorvidt den ene af jer skal betale ægtefællesbidrag til den anden eller ej.  Hvis I bor i leje- eller andelsbolig, skal I desuden være enige om, hvem af jer, der skal overtage lejemålet eller andelsretten på boligen.

Hvis I ikke er enige, indkalder statsforvaltningen jer til et møde, en såkaldt vilkårsforhandling. Dette møde kan I ikke fravælge. På mødet hjælper statsforvaltningen jer med at finde en løsning, så I kan undgå en retssag. Hvis I alligevel ikke bliver enige, kan I bede statsforvaltningen om at sende sagen videre til retten, der træffer de endelige afgørelser i sagen.

Hvis sagen bliver sendt i retten, skal I selv betales sagens omkostninger. Der er dog mulighed for at søge om fri proces.

 

Bodeling og skilsmisse

Når I bliver separeret eller skilt, skal jeres fælles formue som udgangspunkt deles lige over. Hvis I har lavet en ægtepagt, som giver den ene eller jer begge særeje over særlige ting eller formuer, skal de værdier trækkes ud af boet, inden det gøres op og deles mellem jer.

Jeres nettoformue – altså de værdier, der er tilbage i boet, når eventuel gæld er trukket fra – deles lige over. Hvis den ene af jer har personlig gæld, overtager den anden dog ikke halvdelen af gælden.

Som hovedregel beholder du retten til din egen pensionsopsparing. Det gælder også rate- og kapitalpensioner.

Hvis I ikke kan blive enige om bodelingen, er det Skifteretten, som afgør sagen. Skifteretten kan først gå ind i sagen, når I er separerede eller skilt.

 

Hvis du vil klage

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse om separation eller skilsmisse, skal du klage til Ankestyrelsens Familieretsafdeling. I første omgang skal du sende klagen til den statsforvaltning, der har behandlet din sag. Herefter sender statsforvaltningen din klage og alle sagens papirer videre til Ankestyrelsens Familieretsafdeling.

De fleste af de afgørelser, som statsforvaltningen træffer i separations- og skilsmissesager, kan der ikke klages over. Det skyldes, at statsforvaltningen ikke kan afgøre en sag, hvis du og din partner er uenige om forholdene for separationen eller skilsmissen. Så skal statsforvaltningen lukke sagen, og det er herefter op til jer at bestemme, om sagen skal videre til retten.

Hvis din sag er én af den slags sager, du ikke kan klage over, fremgår det tydeligt, hvad du skal gøre, hvis du vil gå videre med sagen.

 

Sidst opdateret fra Borger.dk 25. maj 2013
Billund Kommune ▪ Jorden Rundt 1 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7200 ▪ mail: kommunen@billund.dk
Borgerservice ▪ Tinghusgade 15 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7015 ▪ mail: borgerservice@billund.dk
Cookies- og privatlivspolitik